Brænd mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner. 1. udgave

Karin Michaëlis sendte kærlighedsbreve forklædt som forretnings- breve. ”Jeg kysser dig – hvor du vil”, skrev hun til sin forlægger, Peter Nansen – og tilføjede: ”Værsaagod at bruge mine Breve som Fidibus – de er for private.” Men Nansen brændte ikke brevene.
H. C. Branner gemte både andres og egne breve. Da hans søn Jens Branner optrykte brevene fra faderen i erindringsbogen Opbrud, forkortede han i dem uden at fortælle læserne det. Han gjorde H. C. Branner mere tandløs og mindre intellektuel, end han var.
Da Edvard Brandes som den første udgav J. P. Jacobsens breve, fjernede han de steder, hvor Jacobsen signalerede, at hans breve engang ville blive udgivet. Jacobsen måtte ikke kunne anklages for forfængelighed. Men Brandes vidste udmærket, at mange digtere skæver til evigheden, når de skriver breve.
John Chr. Jørgensen går tæt på brevskrivere og brevudgivere i denne bog. En række forskellige brevtyper præsenteres: kærlighedsbrevet, vennebrevet, forretningsbrevet m.fl. Centrale brevproblemer analyseres, fx: Hvem ejer et brev – den, der har skrevet det, eller den, der har modtaget det? Hvem har ret til at brænde breve?